Historie
Fair Trade Butik Karibu i Roskilde er en non-profit forening, der drives af cirka 25 frivillige ildsjæle.
Butikken blev grundlagt i 1987 af lokale frivillige med praktisk og økonomisk støtte fra Mellemfolkeligt Samvirke.
I sin spæde start lå butikken på Sct. Jørgensbjerg i det gamle posthus på hjørnet af Sct. Hansgade og Clermontgade, som dengang var beboet af Bodil og Herluf, begge ex. frivillige.
Der var åbent 2 dage om ugen. Varer til butikken blev leveret af u-landsfrivillige, når de vendte hjem fra Kenya og Tanzania.
I 1991 – 92 flyttede Karibu til Ringstedgade i et butiksfællesskab med Bogcafeen.
Efter et par år blev den skumle tobaksforretning i nr. 13 ledig, og der blev igangsat et større renoveringsarbejde, som resulterede i en opblomstring for Karibu.
Nye frivillige kom til, og nye ideer blev sået til en mere central beliggenhed og større indsats omkring Fair Trade.
Det resulterede i, at butikken i 2007 flyttede til den nuværende beliggenhed i Sankt Peders Stræde.
Fair Trade handel har gennem de senere år vundet stærkt indpas.
Der findes i dag langt flere Fair Trade certificerede producenter og importører og dermed også et langt større udbud af varer. Det betyder mere handel og bedre velstand for producenterne.
Butik Karibus udvalg af brugskunst er øget tilsvarende og består nu af kurve, smykker og tørklæder, legetøj, kaffe, the og chokolade fra lande i Asien, Afrika og Sydamerika.
Butikken lægger vægt på design og kvalitet, samt naturligvis at varerne er produceret iht Fair Trade principperne.
Overskudet, som butikken opnår ved salg, gives tilbage til producenterne via gentagne køb af deres varer, der sikrer dem faste arbejdsforhold og en tryggere fremtid.
Evt. overskud i regnskabsåret doneres til udvalgte projekter.
Ud over salg i butikken deltager Butik Karibu i forskellige events og markeder lokalt.
Karibu samarbejder med andre organisationer i Roskilde, bl.a. Musicon, Åben Dans, Roskilde Kommune, Roskilde Bibliotek og nationale Fair Trade events.
Vi besøger grossister og Fair Trade messer, deltager i markeder, studiebesøg hos importører og andre Fair Trade butikker inden- og udenlands.